Teatro della crudeltà

Supremazia cristiana bianca

SUPREMAZIA BIANCA / Sebbene gli schiavi diventassero cristiani, erano comunque relegati in fondo alla gerarchia. Secondo questo libro, nella visione comune del mondo, era ancora l’Europa a simboleggiare la libertà: la vera libertà appartiene solo ai bianchi. È nel contesto ecclesiale che occorre più tempo per abbattere le divisioni razziste.




(QUESTO ARTICOLO È TRADOTTO DA Google dal norvegese)

Durante il processo contro i razzisti bianchi che nell’agosto 2017 uccisero una contro-manifestante durante gli scontri a Charlottesville, gli imputati fecero frequenti riferimenti alla terminologia nazista e espressero la loro ammirazione per Adolf Hitler.

Ricordiamo i tragici eventi. Un gruppo – principalmente giovani bianchi – si era riunito nel cosiddetto Unisci il raduno giusto, e protestarono formalmente contro la rimozione di una statua del generale confederato Robert E. Lee e contro il fatto che il parco della città sarebbe stato chiamato The Emancipation Park. «Gli ebrei non ci sostituiranno!» e «White Lives Matter!», hanno gridato. Gli eventi provocarono un'onda d'urto in ampi settori della popolazione americana e la comunità mondiale guardò con orrore. In genere veniva visto come l’ennesima brutta espressione di una spiacevole miscela di antisemitismo e odio verso la popolazione nera americana.

Gerarchie sociali

Tuttavia, questa è un'interpretazione superficiale, ritiene Magda Teter, la sua
torieprofessor ved Fordham University. Hun har skrevet en bog, hvor hun tager udgangspunkt i Charlottesville, og herfra kommer med en langt dybere, og uhyre relevant forklaring på, hvorfor begrebet supremazia bianca ikke bare skal hedde hvidt overherredømme, men hvidt kristent overherredømme. For Charlottesville, og snesevis af andre udtryk for moderne racisme, skal ikke bare forstås som et aktuelt fænomen med rødder i det 20. århundredes totalitære ideologier, men som noget, der kan spores helt tilbage i kristendommens tidligste dage.

Den tidlige kristendom var sig meget bevidst om, at den trak på elementer fra den jødiske tradition. Men den var også tidligt ude med at distancere sig fra ophavet, og det gjorde den ved at opstille sociale hierarkier. Længere oppe i tiden, nemlig i middelalderen, fik dette en særlig twist. For eksempel tog tidens katolske teologer udgangspunkt i den gammeltestamentlige beretning om den frie kvinde Sara og slavekvinden Hagar. Da islam opstod i det 7. århundrede, blev det almindeligt at betragte Hagar som stammoder til araberne, altså muslimerne, mens jøderne var efterkommere af Sara. Men ved en behændig manipulering af metaforerne i Paulus’ epistler fik middelalderteologerne skildret det således, at både jøderne og muslimerne var efterkommere af en trælkvinde, mens de kristne var børn af en fri kvinde og derfor stod øverst i hierarkiet.

Men denne tænkning i baghånden var det såre enkelt at lagdele menneskeheden, da europæerne begyndte at føre afrikanske slaver til de nye kolonier i Amerika. De sorte afrikanere blev betragtet som primitive og onde, og selv om kristne missionærer søgte at omvende både dem og Amerikas oprindelige befolkninger, fornægtede hudfarven – racen – sig ikke. Selv om de blev kristne, blev de stadig relegeret ned i bunden af hierarkiet.

Kirken kom sidst

Den franske revolution førte på mange måder til nye tankesæt i Europa, hvilket ikke mindst byggede på ideen og frihed, lighed og broderskab. Men i den almindelige verdensopfattelse var det stadig Europa, der symboliserede frihed. Amerika, som ikonografien indtil da havde fremstillet som en nøgen og vild kvinde, blev nu til den hvide og triumferende Columbia. Et godt eksempel på dette er Frihedsgudinden, den store statue ved indsejlingen til New York. Hun er en hvid kvinde, og altså udtryk for tanken om at den sande frihed kun tilhører hvide mennesker.

Da islam opstod i det 7. århundrede, blev det almindeligt at betragte slavekvinden Hagar som stammoder til araberne, mens jøderne var efterkommere af den frie kvinde Sara.

I sin forskning har Magda Teter primært blikket på USA. I den optik leverer hun et godt eksempel med retssagerne i Nürnberg mod topnazisterne i tiden efter afslutningen på anden verdenskrig. Anklageskriftet opererede med tre kategorier – forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser samt forbrydelser mod menneskeheden. Men hvad angår sidste kategori, blev der i rets-lokalet fokuseret på nazisme og hitlerisme. Det var amerikanerne, der førte det store ord i Nürnberg, og ad denne vej blev der skabt en præcedens for, at begrebet forbrydelser mod menneskeheden næsten udelukkende kom til at sigte på det aktuelle, som i det tilfælde var Hitler og hans slæng af forbrydere, hvorved det fritog alle parter for at reflektere over de dybere årsager til katastrofen.

Som Teter ser det, er kirken centralt placeret i hele denne problematik, og det er i kirkelig sammenhæng, at det tager længst tid at nedbryde de racistiske skel. Der skulle gå 20 år efter holocaust før Vatikanet i 1966 udsendte den store deklaration Il nostro aetate, hvor den katolske kirke formelt fritog jøderne for ansvaret for at have dræbt Jesus. På det tidspunkt var borgerrettighedsbevægelsen i USA på sit højeste, og også her påviser forfatteren at kirken kom sidst i mål. Hvor en række markante retssager førte til begyndende ligestilling i skoler, offentlig transport og en lang række områder i hverdagen, blev kirken et af de sidste steder, hvor sorte og hvide amerikanere uhindret kunne sidde sammen.

Kirken blev et af de sidste steder, hvor sorte og hvide amerikanere uhindret kunne
sidde sammen.

Det er alt dette, vi skal have i bag-hovedet, når vi betragter det hvide amerikanske samfund. Og det var dette, der gjorde sig gældende, da de hvide bøller den 6. januar 2021 invaderede Capitol Hill i Washington. Mens Trump-tilhængerne naturligvis handlede på inspiration af aktuelle udviklinger og moderne mediedækning, og mens flere af dem bar T-shirts med påskriften Camp Auschwitz, blev den virkelige symbolik nok bedst præsenteret ved galgen og det store kors, mændene satte op udenfor bygningen. Her kom forestillingerne om det hvide kristne overherredømme for fuld udblæsning. Symbolerne er ældgamle, og symboler har det med at ændre sig over tid, men de er vigtige at lægge mærke til, og det er den vigtige øjenåbner, Magda Teter her giver os med sin vigtige bog.

 

Hans-Henrik Fafner
Hans Henrik Fafner
Fafner è un critico regolare di Ny Tid. Vive a Tel Aviv.

Potrebbe piacerti anche