Abbonamento 790/anno o 190/trimestre

Il bagliore dell'utopia

FILOSOFIA / il problema dell’ottimismo fiducioso è che non prende abbastanza sul serio l’attuale crisi climatica e finisce per accettare lo stato delle cose. Ma esiste una speranza e un’utopia che nasconde una forza creativa e critica? TEMPI MODERNI esamina più da vicino la filosofia della speranza del tedesco Ernst Bloch. Per il tedesco Ernst Bloch bisogna riscoprire nella nostra esperienza concreta il fuoco che anticipa futuri possibili nel reale qui e ora.




(QUESTO ARTICOLO È TRADOTTO DA Google dal norvegese)

“Jeg er. Men jeg har mig ikke. Derfor bliver vi først.”
Ernest Bloch, Aumentare

"Sono. Noi siamo. È abbastanza. Poi possiamo cominciare." Come iniziare Ernesto Bloch (1885-1977) sit tidlige værk: Lo spirito dell'utopia (Geist der Utopie) del 1923. Sullo sfondo della Prima Guerra Mondiale, Bloch descrive la civiltà occidentale come un processo di esplosioni rivoluzionarie che rompono tradizioni e modi di vivere, dove l'arte e la filosofia ci mostrano lo scorcio di un altro orizzonte, di un'altra comunità . C'è sempre questo "qualcosa di più". Senza credere nello splendore dell'utopia, scrive Bloch, finiamo come gli uomini delle caverne di TS Eliot con uno «spazio mondiale vuoto in un ateismo disincantato».

Una ricerca ai bivi, nelle storie, nei sogni, negli aneddoti, nei pensieri, nelle speranze, nei desideri e nei mondi utopici.

Forandring er forudsætningen for livsprocessen, men forudsætningen for modificare er foregribelse, at stirre krisen i øjnene, tiden selv. Der hvor jeg er: «Det nærmeste er det mest ubegribelige af alt, at vort her og nu altid lever i en dæmring, det levede øjebliks mørke» (Sport, 1930, danese 1984). Dobbiamo tornare al più vicino: che siamo sempre fuori di noi stessi, sempre in anticipo, mai pienamente presenti dove siamo. Non siamo sincronizzati con il dato, non sappiamo chi siamo e quando viviamo veramente, questo è lo stato normale della vita umana. Ma le tracce si ritrovano e la scrittura di Bloch è un'indagine trasversale, in storie, sogni, aneddoti, pensieri, speranze, desideri e mondi utopici. Le tracce non sono sogni ad occhi aperti senza impegno, ma il potenziale irrealizzato delle cose. Modelli iniziali, nell'amicizia, nelle relazioni. L’utopia non è un progetto ideologico astratto, qualcosa che guadagna facilmente terreno, ma una concreta fonte vivificante di esperienza, ingegnosità e stile di vita. Sono le tracce che ci sorprendono. «Devi solo stare attento alle piccole cose, seguirle» (Aumentare). Sono le piccole storie di speranza, le favole e il discorso indiretto delle fiabe ad indicare la via verso la bontà, la bellezza e la verità, prime nella raccolta dei frammenti Sport, pagina dell'opera principale Il principio della speranza (Il principio della speranza 1938-1947).

Mens mange andre tyske intellektuelle under fascismens fremmarch i første halvdel af det 19. århundrede er mærket af pessimisme (Benjamin, Adorno, Lukásc, Brecht m.fl), genopdager Bloch den tillid til livet der genkender varmestrømmen i det levede liv, i den menneskelige historie, det, som holder livet åbent og eventyrligt. Det er denne tillid der adskiller Bloch fra så meget i tidsånden, kynismens kortsigtede nytte og kulden, som sloterdijk scrivi Critica della ragione cinica (Danese, 1989). Per lui la critica non è mai stata semplicemente negativa, ma sempre affermativamente creativa, aprendo il potere spirituale delle cose.

Realismo economico

To spor løber ned gennem Blochs forfatterskab: et messiansk-religiøst-marxistisk og en økologisk materialisme med fokus på naturen (stoffet) og tingenes virkelige muligheder.

L'accelerazione tecnologica, l'ozio politico contemporaneo e un disastro ecologico ormai imminente hanno dato ai pensieri di Bloch una rinnovata attualità. Nel libro Ernst Bloch – Realismo speculativo. Ontologia, epistemologia, politica (2020) beskriver Gatto Moiré den økologiske krise som en krise der hører til selve materialismens problem: For Bloch er den materielle verden langt mere end produktion og arbejde. Det som blev omdrejningspunktet for marxismen, socialismen og senere liberalismen og nu nyliberalismen. Materialismens problem handler om selve betingelserne for vores relation til naturen, tingene og det trans-historiske. Bloch kalder det «livets-endnu-ikke». Ved at begrænse materialismen til produktion, vækst og arbejde begrænser vi vores egen forståelse for hvordan vi kunne leve.

Resultatet ser vi nu hvor en fastlåst politik opfatter mere arbejde og produktion som løsningen på alle samfundets problemer. En politisk og menneskelig afmægtighed hvor vi ikke længere får øje på virkeligheden, vi ser og lever kun efter en økonomisk realisme hvor der kun er det der er, mere af det samme (Mark Fischer).

Come dice il personaggio principale nella commedia di Christian Lollike Tutti i miei sogni diventano realtà – et Disneydrama: «Ci sono semplicemente troppo pochi Hobbit, troppo poche fiabe, troppo pochi miti, troppo poco in cui credere, troppo poco per cui vivere e morire […] La fiaba non è una decorazione della realtà, la fiaba è più originale della realtà», o parte della realtà stessa come avrebbe detto Bloch.

La capacità di anticipare futuri possibili

Se il mondo e la politica sembrano un brutto film è perché le cose non ci impressionano più (Gilles Deleuze).

Il flusso di notizie e la nostra conoscenza della distruzione naturale, della disuguaglianza, della povertà, del consumo spudorato, della stupidità e dell’autoseduzione tecnologica non ci mordono veramente.

Nyhedsstrømmen og vores viden om naturødelæggelse, ulighed, fattigdom, skamløst forbrug, dumhed og teknologisk selvforførelse bider ikke rigtig på os. Så hvor skal den komme fra denne utopiaens impuls? For Bloch næres den af en konkret erfaring, evnen til at foregribe mulige fremtider i det virkelige her og nu. Hvis ikke vi mærker en afsky og en vrede, er det nok fordi vi ikke er tilstrækkelig opmærksomme på det som sker omkring os. Utopien er den plads vi afsætter til forudsætninger, der ikke er givet med os selv. I det åbne møde med stoffet, med natur, kunst, smerte, nye fortællinger: «Uden stof ingen virkelig foregribelse, uden en foregribelse ingen forståelse for stoffet.» (Il principio della speranza).

Per poi vivere per lavorare e non viceversa.

Solo quando ci fermiamo, aguzziamo la nostra attenzione, dove qualcosa può depositarsi, fa impressione, solo allora possiamo essere aperti a questo mondo Non ancora. Perché cosa succede quando per la politica e l'arte non ci sono oggetti e cose naturali, ma solo ciò che noi stessi possiamo pensare di essi? La risposta di Bloch: Perdiamo il senso della preziosità della vita, la capacità di lasciarci cogliere e stupire dall'avventuroso, "quello che fanno le cose senza di noi", e, "fanno a noi", "racconti strani per un modo diverso di vivere" vita". Ciò che rende la vita degna di essere vissuta. Quello che abbiamo scoperto da bambini, ma che poi dimentichiamo. Per poi vivere per lavorare e non viceversa. Da qui lo stress, l’infelicità e la disperazione che caratterizzano oggi le società prospere: una mancanza di gioia sincera che compensiamo attraverso sogni astratti e consumo vuoto.

Devi renderti vulnerabile

La storia "Caduto nel presente" dal libro Aumentare, sia che un mendicante che, su richiesta di un rabbino, esprime un desiderio che prende sul serio la propria situazione immediata e non proietta la sua speranza in un futuro lontano (il suo desiderio più grande è avere una camicia) mostra che il nostro qui e ora è una soglia a qualcos'altro e non a una porta chiusa.

Nelle storie di Bloch le persone vivono la vita come una soglia, una ricerca porosa e aperta, la vitalità che mantiene aperta la vita. La speranza può deludere, ma proprio la delusione appartiene alla forza della speranza, come scrive. Devi renderti vulnerabile.

Dall'altra parte del globo ricevo di tanto in tanto piccole cartoline digitali da mio figlio, che testimoniano che affronta un giorno alla volta e allo stesso tempo è completamente aperto a qualsiasi cosa accada. Ogni giorno vede e ascolta sulla sua strada animali, paesaggi meravigliosi e persone generose. Ha la sensazione di stare in piedi e di guardare verso un orizzonte aperto, ma allo stesso tempo di essere presente qui e ora. I suoi pensieri non sono guidati dal futuro, dagli studi, dalla carriera, dal denaro, dalla sicurezza, ma soprattutto dall'esplorare senza sapere cosa sta cercando...

Non è questa ricerca aperta che perdiamo da adulti? Come se il bagliore utopico scomparisse in un clima politico come quello di Danimarca e Norvegia, appesantito da grandi coorti di adulti al potere. Una generazione di boomer e Gen-xers che vivono una vita di comfort, frenesia e sicurezza.

I cambiamenti sociali e politici dipendono dalla capacità delle immagini di muoversi e connettersi con corpi aperti ed esposti.

Som Laura Marchi viser i sine studier om arabisk filmkunst i Gli affetti di Hanan al-Cinema per l'immagine in movimento (2015), i cambiamenti sociali e politici dipendono dalla capacità delle immagini di muoversi e connettersi con corpi aperti ed esposti. È quando sentiamo un cambiamento nel nostro potere d'azione che vediamo nuove aperture e potenzialità. È come avere un nuovo corpo!

«Vær opmærksom, vær opmærksom!» siger en stemme til journalisten Farnaby i Aldous Huxleys utopiske roman Ø (1962). Farnaby der repræsenterer oliemagnaten og som vil have fat i øens naturrigdomme, opdager en dag at den stemme der talte til ham om opmærksomhed – ikke kommer fra et menneske, men en fugl! Ordene genlyder som et ekko overalt på øen, der minder Farnaby om det som trækker menneskene væk fra fantasier og distraktioner for at vende tilbage til der hvor man er her og nu. Han opgiver sit forehavende.

Un presente completo – tra promessa e realizzazione

Håbe kan man kun på det man ikke har nogen magt over. Speranzaet fødes med de spor og den fortryllelse der lyser op når vi trækker os tilbage fra en konstant virksomhed handlen. Allerede i hverdagens små detaljer gemmer sig de ‘ønskebilleder’, og dermed konturerne om en anden fremtid hvis vi er opmærksomme og kan vikle dem ud.

I den jødiske Sabbat, er måltidet ikke kun et sted hvor man spiser, men også en måde sammen at regenerere kroppen og ånden. Hver især har sit liv og sine bekymringer, men sammen gentager og genopliver man opfyldelsen af en anden tid. Dette faktisk kommende fællesskab, skriver den italienske forfatter Marcello Tari med henvisning til Ernst Bloch «er det sted hvor kammeraten og den anden ledsager mig på rejsen mod en mulig omvending.» (Tari: Non esiste una rivoluzione infelice. Il comunismo della miseria, nozioni comuni. 2021.). Non dobbiamo, come nel giudaismo ortodosso, riportare indietro il tempo fino a uno stato messianico paradisiaco, ma fare spazio a un presente completo che apra un portale verso un altro futuro.

esso messianske er hos Bloch som et lys der kaster en glød over den allerede eksisterende verden og tingene på en måde, der gør det umuligt at betragte den aktuelle verden på samme måde som før. I denne historieforståelse befinder tiden sig allerede i en spænding mellem forjættelse og opfyldelse – et korrelat mellem forjættelsens håb og materiens egne konkrete muligheder. Der er noget iboende revolutionært i denne tilgang til tiden, der skal bryde med den politiske gentagelse af det samme. Det er os der er i tiden, og det at leve, er at nærme sig et omslag i tiden. Den tid vi gennemlever, er ladet med et u-indløst potentiale, eller, tiden er ikke færdig med sig selv, den arbejder, den går ikke bare.

Det hører med til en forandring af samfundet, at den skaber sig selv i den modstandsdygtige handling, som først bliver tilgængelig for os i det øjeblik vi tør forbinde os med noget andet, kræve noget andet af os selv. Bevæge os hen til det sted, som endnu ikke har nogen identiteter. At nærme os noget, det In arrivo samfund, som vi endnu ikke kender.

Alessandro Carnera
Alexander Carnera
Carnera è una scrittrice freelance, vive a Copenaghen.

Articoli Correlati