Abbonamento 790/anno o 190/trimestre

Una spiegazione del razzismo europeo

Viaggio in Europa. Islam, immigrazione e identità
Forfatter: Akbar Ahmed
Forlag: Brookings Institution Press (USA)
Un ricercatore sull'Islam cerca di capire lo sfondo delle relazioni musulmane in Europa, ma la spiegazione nella sua analisi è limitata.




(QUESTO ARTICOLO È TRADOTTO DA Google dal norvegese)

La storia inizia in modo allarmante e al punto: Akbar Ahmed – ricercatore islamico ed ex Alto Commissario per il Pakistan in Gran Bretagna – si ritrova in un parcheggio ad Atene nel 2013 insieme a una comunità religiosa musulmana. La Grecia sta affondando economicamente, politicamente, socialmente. Allo stesso tempo, centinaia di migliaia di profughi sono arrivati ​​a tempo di record e centinaia di migliaia di altri sono in arrivo.

In questo contesto disperato, Akbar Ahmed specula su come pronunciare un sermone che possa infondere speranza, senza suonare falso, diventando sempre più claustrofobico dal garage buio e puzzolente di sudore che funge da luogo di incontro della comunità religiosa.

Contesto cercato

Secondo Ahmed, i musulmani in Grecia non hanno accesso a una vera moschea, nonostante il fatto che molti nella congregazione del parcheggio siano stati nel paese per la maggior parte della loro vita e nonostante il fatto che l'Europa sia stata la casa dei musulmani per molti secoli . Diversi membri della comunità religiosa possono anche raccontare di minacce e violenze da parte dei neonazisti, di vivere nella paura costante.

“Potevo sentire il mio disagio per la rabbia e la disperazione che permeavano l'assemblea e suggerivano una minaccia in agguato. Questi uomini non avevano nulla da perdere […]. Questa è stata, ho sentito, la bomba a orologeria dell'Europa".

Una volta il nordeuropeo viaggiò e raccontò agli asiatici come se la cavavano e come erano finiti in quello stato di intontimento.

Invece di passare da questa scoperta e indagare su di essa bomba ad orologeriaL'anatomia dell'uomo – e le condizioni attuali che l'hanno prodotta – danno Viaggio in Europa intraprendere una sorta di revisione storico-culturale/ideologico-storica del pensiero particolarmente "germanico" su concetti come Persone og Casa.

De germanske samfund som Tyskland og Norden – ja, Europa i det hele taget – hviler ifølge Ahmed på stammeidentiteter. Disse kan være mere eller mindre ekskluderende, indimellem ligefrem inkluderende og i nogle tilfælde decideret livsfarlige. Denne sidste form kalder han «predator tribal identity», og den er chauvinistisk, aggressiv og militaristisk. At Europa og dets historie er præget af chauvinisme og militarisme, er svært at være uenig i, men præcis hvad dette stammeidentitetsbegreb egentlig dækker over og hvorfor det er specielt anvendeligt til at forklare anti-muslimsk racisme, er vanskeligere at indse.

Myrdalismen strikes back

Baseret på engelsksproget, først og fremmest amerikansk sekundærlitteratur, blander Ahmed begreber som persone, folkhemmet, folkesjæl og folkehøjskoler sammen i en stor pærevælling. Det samme med begreber som Casa, hembygd og Heimatort – og man forstår at der går en direkte linje fra blod og jord til folkemusik og lokalhistoriske museer.

Engang rejste nordeuropæeren – som for eksempel den svenske socialdemokrat Gunnar Myrdal – ud og fortalte asiaterne hvordan de hang sammen og hvordan de dog var havnet i den suppedas; nu kommer asiaten og fortæller (nord)europæerne hvad deres «stammeidentitet» er gjort af, og hvilke konsekvenser den kan have. De kom, de rejste rundt (på første klasse), de så, de forstod.

Det er gunnarmyrdalsk megalomani som vendette, og som sådan egentlig en god vits. Men efterhånden som analysens forklaringskraft siver ud af bogen, stivner smilet. For det er jo faktisk ikke spor morsomt. Det er – som Ahmed selv slår an i bogens åbningsscene – et spørgsmål om liv og død. Der er grænser for hvor megen fornedrelse mennesker kan tåle før de går til grunde. Og som bekendt er det ganske få der gør det med et brag. Langt de fleste gør det i stilhed. Derfor er Ahmeds tikkende-bombe-metafor også i sig selv både misvisende og problematisk.

Klasseblindhed

At Ahmed har lagt sig fast på en analyseramme bygget op omkring stammeidentitetsbegrebet, hænger formentlig sammen med at han ikke interesserer sig for – eller er i stand til at få øje på – klassesamfundets struktur og hvilken rolle denne spiller for den racisme muslimer i Europa udsættes for.

Helt absurd bliver det når Ahmed forklarer forskellen mellem muslimers vilkår og muligheder for at «høre til» i henholdsvis England og Skotland med at stammeidentiteten i Skotland simpelthen nok bare er mere inkluderende. Ikke én overvejelse gør han sig i den sammenhæng om det forhold at det ene sted er imperiets hjerte, mens det andet er en koloniseret og udbyttet region. Ikke én overvejelse gør han sig om hvilke forskelle og ligheder der kunne være mellem hvordan muslimske migranter er kommet til henholdsvis England og Skotland, hvad de laver der og hvordan de – ud fra disse parametre – så enten adskiller sig fra eller ligner deres lokale kolleger og naboer.

Udover Ahmeds flygtige henvisning til tysk Gastarbeiter-program i 1960’erne og 1970’erne glimrer et blik for arbejde og økonomi ved sit totale fravær. Dette kommer sig også af at Ahmed og hans forskerteam først og fremmest taler med andre fra den akademiske, politiske og økonomiske elite, og så en hel del taxachauffører – der har den ære, forstår man, at fragte forskerholdet rundt i de byer de besøger.

Ikke lærebogsantropologi

Bogens forskningsmetode beskriver Ahmed som «ikke standard lærebogsantropologi», dog med brug af «den antropologiske metode», hvorpå han oplister deltagerobservation, «finkornet» etnologi, spørgeskemaer, casestudier og tværkulturelle komparationer. Måske lige med undtagelse af (fantasifulde) «tværkulturelle komparationer» ser man imidlertid ikke meget til disse metoder i bogen. Det havde været mere ærligt hvis Ahmed havde holdt sig til at konstatere at det ikke ligefrem er lærebogsantropologi der bliver udfoldet.

I den tredje og sidste del kommer Ahmed med forslag til «hvordan Europa kan skabe en ny identitet»

Ahmed præsenterer desuden den «forskergruppe» der har rejst med ham rundt i Europa, ved deres navne, ikke deres meritter (udover at en af dem er hans «tidligere studerende og trofaste assistent»). Dette forekommer både temmelig uhøfligt – især taget i betragtning hvor meget vi hører om hans egne meritter undervejs – og efterlader læseren uden indsigt i hvad der har gjort «assistenterne» specielt egnede til at analysere de forhold bogen beskæftiger sig med.

Noget med Andalusien

Viaggio in Europa er opbygget i tre dele, med tre kapitler i hver. Efter introduktion af stammeidentitetsrammen, baseret på læsninger af sekundærlitteratur om europæisk (kultur)historie i første del, præsenterer anden del det såkaldte feltarbejde. Dette må siges at være et fint ord for noget der mest af alt fremstår som en intellektuel turistrejse. Den del af bogen er da også illustreret med billeder, hvor forfatteren og forskerholdet poserer foran religiøse seværdigheder eller sammen med vigtige personer – en sjælden gang imellem sågar med «almindelige mennesker». Men altid taget ud af kontekst: «Her står/sidder vi sammen med den og den.»

I den tredje og sidste del kommer Ahmed med forslag til «hvordan Europa kan skabe en ny identitet» der passer til det 21. århundrede: Det er noget med at lade sig inspirere af Andalusien, hvor muslimer, jøder og kristne engang sameksisterede fredeligt. Eftersom Ahmed ikke kan få øje på klassesamfundet og racismens sammenvævning med dette – selv ikke efter at have befundet sig i en parkeringskælder med muslimske arbejdere i Athen – bliver hans vej til en bedre framtid lige så luftig som hans analyse af nutiden og historien.

Leggi anche: Il suono terrificante della religione

Nina Trige Andersen
Nina Trige Andersen
Trige Andersen è una giornalista e storica freelance.

Potrebbe piacerti anche