Abbonamento 790/anno o 190/trimestre

I libri sono pellegrinaggi

PETER HANDKE / L'arte possiede una qualità indipendente che non può essere annullata da un supremo giudice morale?




(QUESTO ARTICOLO È TRADOTTO DA Google dal norvegese)

  • Il Premio Nobel per la Letteratura viene assegnato quest'anno allo scrittore austriaco Peter Handke (n. 1942). Handke è uno dei più grandi scrittori di prosa viventi al mondo e lo è stato per molto tempo. Avrebbe potuto ricevere il premio Nobel per tutto ciò che ha scritto prima del 1995. Tra il 1970, quando pubblica La paura del portiere per i calci di rigore, e 1994, dove Il mio anno a No Man's Bay publiceres, skriver han intet mindre end ti fremragende værker. Det havde været nok. Men med krigen på Balkan forsøger Handke gennem rejser, essays, taler med videre at nuancere det han selv har kaldt en «unuanceret og ensidig debat» om parterne i krigen. Det lykkes overhovedet ikke. Handke har kompromitteret sig selv på en måde, som igen tvinger os til at nuancere forholdet mellem kunst og politik. Den ene fløj holder fast i at kunsten besidder en selvstændig (her litterær) kvalitet der ikke kan tilsidesættes af en moralsk overdommer. For den anden fløj må en dybt kompromitterende politisk handling umuliggøre en tildeling af nobelprisen. Det interessante er at sidstnævnte argument også samtidig kan hævde at kunstnerisk kvalitet besidder en egensindig værdi. Men hvori består så argumentet? Her begynder det at blive kompliceret. For det er indlysende at eksemplerne på forfatteres politiske kompromittering av sig selv er mange op gennem historien – det være Hamsuns forhold til nazisterne, Sartres forhold til Mao, Célines forhold til jøderne, Heideggers forhold til nazismen eller Handkes forhold til Serbien. Det er kun et spørgsmål om grader. Fra et logisk synspunkt er der intet argument for at udelade den ene fra en stor pris og ikke den anden. Handke har med sit forfatterskab ryddet et nyt terræn for en måde at tænke over verden på, akkurat ligesom Heidegger, og man kan læse dem begge, faktisk mod sig selv, og få ny indsigt om verden.

Grænsen

Så problemet er et andet. Problemet består i på hvilket niveau man ønsker at sætte grænsen mellem kunst og politik. Taler vi om realpolitik og lovgivning, er der en klar forskel på politik og kunst. Taler vi om politik på idéplan om menneskelig godhed og det gode liv, er der et væsentligt overlap mellem kunst og politik. Platon ønskede som bekendt at bandlyse kunstnerne fra opbygningen af staten, men mente også at skønheden er alt for alvorligt et emne til at blive overladt til kunstnerne alene.

Iris Murdoch kaldte hans filosofi for poesi. Og det er nok fordi der er en sammenhæng mellem godhed, skønhed og det metafysiske, at vi har svært ved at finde det rigtige ben at stå på. Ud fra den erfaring at kunstnerisk praksis er en hengivelse til verden og tingene og menneskene (til noget andet end sig selv), erklærede Murdoch at kunst og etik med få undtagelser er ét, da de har den samme essens: kærlighed. «Kærlighed er den sansede opdagelse af, at andre eksisterer, den utrolig svære erkendelse af, at noget andet end én selv eksisterer. Kærlighed, og derfor kunst og moral, er opdagelsen af virkeligheden.»

Vandringen

Handkes unikke stemme høres fra samfundet og historiens randområde. Fra Langsom hjemkomst (1979) over Gentagelsen (1988) Il mio anno a No Man's Bay (1994) og frem til Det Store Fald (2011) har Handke skrevet store vandreromaner, der foregår i periferien af samfundet, udenfor de store historier, udenfor kommunikationen og mediernes snakkeri.

Hans mikroskopiske fokus på verdens konkrete fremtrædelser, uden at træde over i nyttetænkningens ensporede optik, bringer ham tættere på en verden i bevægelse. Det er vandringen som skrift og skriften som vandring.

Hamsuns forhold til nazisterne, Sartres forhold til Mao, Célines forhold til jøderne, Heideggers
forhold til nazismen,eller Handkes forhold til Serbien …

Handke blev med ét slag berømt da han på et forfattermøde i 1966 proklamerede den gamle generation for «beskrivelsesimpotent». Op gennem 70’erne bliver han mest kendt som dramatiker, herunder med bøger som Det korte brev og den lange afsked og manuskripter med stort filmisk potentiale, ikke mindst Himlen over Berlin (1988, filmatiseret av Wim Wenders). Med sit forfatterskab skriver han sig ind på linje med forfattere i det 20. århundrede som Kafka, Beckett og Sebald, men også med en nyfortolkning af romantikken tilbage til Goethe.

Handkes skrift og litteratur er en dyb hengivelse til tingene og verden, som ud fra denne opfattelse er både kunstnerisk unik og moralsk: Det Store Fald (2011), for eksempel, er i sin tålmodige kredsen om en afgrund en stærk kritik af en tid, hvor et nyttestyret livs konstante «stræben mod» bliver en «flugt fra» et mere opmærksomt liv båret af undren, opdagelse og en samfølelse med tingene og verden. Hans bøger er pilgrimsrejser hvor personerne bevæger sig fra illusion til en større kontakt med virkeligheden. Heri ligger en dyb humanisme, som han desværre ikke selv evner at leve op til i andre sammenhænge.

Leggi anche intervju med Handke: Un avventuriero nel mondo interiore

Alessandro Carnera
Alexander Carnera
Carnera è una scrittrice freelance, vive a Copenaghen.

Potrebbe piacerti anche